Archive | februar 2015

Slankekurens Historie: Økospirer og Fedtfattige Halvfemsere

Jeg har ikke rigtig nogen billeder til dette blogindlæg, så jeg syntes vi trængte til lidt kagebilleder ovenpå alt det slankesnak. Ovenstående er fantabuløse kreationer fra Carl Marletti i Paris.

Året er 1981.

*dramatisk musik*

Der sker to meget vigtige begivenheder i 1981, der skal komme til at ændre Danmarks skæbne for evigt. Den ene er min fødsel. Den anden er stiftelsen af LØJ – Landsforeningen Økologisk Jordbrug. Det sker den 7. marts i Ungdommens Hus i Roskilde. En flok hippier drømmer om giftfri gulerødder og sund velnæret metertyk topmuld på markerne. Istedet for at nøjes med at lave en Facebookgruppe, hvor de kan sidde og klynke, beslutter de sig for at gøre noget ved det. Også lidt fordi Facebook slet ikke er opfundet endnu.
Foreningen udformer et sæt regler for økologisk jordbrug og medlemmerne kan kalde deres varer for inspiceret-af-LØJ-garanteret-økologiske.
I 1982 dukker de første økologiske varer op i supermarkederne. Det var kun lidt grøntsager, men stadig en klar forbedring. Nutidens store økologiske udvalg fandtes selvsagt slet ikke. Hvis man ville have sprøjtefri varer måtte man ty til torvemarkeder, gårdbutikker og stalddørssalg.

I 1987 kommer den første økologiske mælk på hylderne i supermarkedet. Samme år bliver Danmark det første land i verden, der indfører statskontrol med økologi. De omfattende forureningsproblemer har sat landbrugets andel i miljøsvineri på dagsordenen. I 1989 får Danmark det nu så velkendte rød Ø-mærke og i 1991 indfører EU et regelsæt for økologisk produktion. At være økofreak er dog en ganske marginal ting. I 1993, 12 år efter mødet i Roskilde, er markedsandelen stadig under 1%.

Samtidig med økologien vokser en vegetarisk bevægelse op af Danmarks underskov af alternativt tænkende mennesker. Den viktorianske vegetarbølge fra starten af 1900 er længst overstået, og krigenes fødevaremangel og juleaftener med selleribøffer har ikke ligefrem givet mere lyst til grøn livsstil. Men i 60’erne og 70’erne begynder der at ske noget. Hippiebevægelsen og den stigende interesse for Østens Mystik, hvor vegetarmad ikke er helt ukendt, har givetvis en hel del med den stigende popularitet at gøre. I 1980 udgiver Vegetardronningen Kirsten Skaarup sin første kogebog, Vegetariske Festretter. Samtidig begyndte helsekostbutikkerne at lokke med carobkiks og fuldkornpasta, hvilket jeg aldrig helt har tilgivet dem for.

Kirsten Skaarups kogebog er kun begyndelsen. Snart begynder der at dukke små sundhedsbøger op på markedet, med nogle temmelig langhårede kure. Der er fastekure – hvem kender ikke den, hvor man drikker vand med citronsaft, ahornsirup og cayennepeber – og kure hvor man kun spiser brune ris, klidkiks og dampede grøntsager. Der er makrobiotik, en mere holistisk tilgang til maden, hvor man afbalancerer sjælen ved at spise brune ris og bønner (min sjæl ville begå selvmord på sådan en kost). Og så er der “Spis dig sund” fra 1981. Den er skrevet af Grethe Schmidt, en anden af Grand Old Vegetarian Lady – hendes kogebog “Mit Grønne Køkken” fra 1972 har stået i mangen et vegetarkøkken.
“Spis dig sund” handler om veganermad, dvs mad uden animalske produkter. Bogen lægger smukt ud med lidt vaskeægte naturromantik: Læseren opfordres til at observere dyrene i naturen. Hvorledes de fredeligt spiser blade og græs og dernæst mediterer lidt. Ud af det kan man så konkludere at mennesker hovedsageligt skal leve af planter, skriver forfatteren. Allerhelst rå planter, og de skal tygges godt.

Sidst jeg var ude i naturen og så et dyr spise, var der en måge, der åd en ælling. Det var ikke synderligt meditativt, men hvis vi skal følge samme logik, må det betyde at jeg skal spise mere råt kød af fjerkrævarianten. Det er jeg ikke specielt varm på, må jeg indrømme. Men lidt sashimi kunne jeg godt klemme ned. Gerne kammusling.

Rent videnskabeligt set er det en meget underlødig bog. Det, der er interessant ved den, er at den indeholder et etisk aspekt. Det er ikke noget vi sådan ser i kalorietællerbøgerne eller 50’erne og 60’ernes mange besynderlige grapefrugtkure og kålsuppekure eller i madpyramideplanen. Men her er den altså, argumenterende for at kødspisning medfører andres død (det er jo svært at benægte, selv de søde små mediterende dyr slår hinanden ihjel hver evig eneste dag). Vi finder også den gamle traver om at komælk er skyld i alverdens dårligdomme. Og her gik vi og troede at det var noget Ninka Kernesund havde fundet på. Snydt igen. Mad er ikke længere bare et spørgsmål om økonomi og balance – nu er mad blevet medicin og gloriepudsning.
Det skal dog vare lidt, før moral og miljø bliver en næsten selvfølgelig del af Tidens Trend I Slankekure i samme grad som vi ser det i dag. Vi skal lige igennem en anden prøvelse først. For i starten af 90’erne sker der noget, der skal ændre supermarkedets udbud af varer temmelig meget: Den fedtfattige bølge rammer Danmark.

At man skal spare på fedtet er selvfølgelig ikke noget nyt. Vi hører det jo allerede i 1976, da de første danske kostråd instruerer os i at spise magert. Men danskerne er sådan forholdsvis ligeglade. Jow jow, magert. Det må være noget med kun at spise kage én gang om dagen. Men i 90’erne skrues der op for charmen. Jeg kan huske da jeg var omkring 11-12 år gammel (i 1992-93) og sad i bussen på vej hjem fra ridning. Der hang en reklame i vinduet. “Skraaaab smørret” stod der, og så var der et billede af nogen, der skrabede smørret af et stakkels forsvarsløst stykke brød. Jeg kunne godt lide smør – på rundstykker især, så jeg var ikke umiddelbart enig i denne hilsen fra Sundhedsstyrelsen. Senere fulgte tryksager som “Let sovsen, Jensen” og “PET ser dig når du spiser kage” – okay måske ikke den sidste, men stadig.

Men det var kun begyndelsen. I 1996 ramte den fedtfattige bølge som en hammer. SLAM! Ophavskvinden var en energisk dame fra USA (oprindeligt Australien) ved navn Susan Powter. For hende var slankekur en kvindesag – sådan virker det i alt fald i hendes bog “Aldrig mere slankekur”, hvor hun erklærer at hun vil frigøre kvinderne fra slanketyranniet og De Onde Slankefirmaer og samtidig indrømmer at hendes egen hovedmotivation var at blive lækrere end eksmandens nye kæreste. Træk vejret, skriver hun, og fortsætter med en lang, sarkastisk historie om hendes elendige eksmand.
Powders budskab er simpelt: Træk vejret (tjek!), bevæg dig (tjek…), spis mindre fedt (HVAD?). Så lidt som muligt. Jo mindre fedt, jo mere mad kan man spise, og det er unægteligt et fristende budskab efter årtier med kalorietælleri og pulverkure.

Herhjemme udformede bølgen sig noget i noget mere afslappet typisk dansk stil, med Anne Larsen som talskvinde. Max 30% fedt, lød budskabet. Og det var 30 energiprocent fedt – det vil sige 30% af kalorierne. Ikke 30% fedtindhold i maden. Der er forskel. Det var atter et ekko fra de gamle kostråd, men hvor det før havde handlet mere om økonomi, var det nu selve sundheden, der stod på spil. Max 30% var en slankekur, en sygdomsforebyggende foranstaltning. Spis fedt og dø af hjertekarsygdomme. Sådan var det. Og sådan blev det.

Supermarkederne var ikke sene til at rette ind. De kunne godt se hvad danskerne ville have. Før man fik set sig om bugnede hylderne af fedtfattig alting. Skummeltmælk, fromage frais 0,1%, gummioste og magert hakkekød. Jeg måtte helt op at stå på tæer for at nå sødmælken (det skal jeg iøvrigt stadig, og lortet er aldrig på tilbud). Det var som om det ligesom ophørte med at være mælk, og overgik til at blive en specialvare. Det værste var dog nok Cheasy og deres elendige fedtfattige yoghurt med aspartam. Eller Anne Larsens opskrift på risalamande med fromage frais – den taler mig og mine søstre stadig om med udpræget angst i stemmen. Det skal dog lige siges at vi ikke fik den serveret selve juleaften – en af fordelene ved at have en fornuftig mor.

I 90’erne led man af den fejlagtige opfattelse at sukker ikke kunne omdannes til fedt i kroppen. Sukker en nem og hurtig måde at få fedtenergiprocenten til at falde. Der er intet fedt i sukker, men der er masser af kalorier. Når man pøser sukker i maden, vil kalorieandelen fra kulhydrat selvklart stige kraftigt. Vupti, slankemad. En ostemad med emmentaler 45+ har en fedtenergiprocent på 33. Det er lidt for højt. Smid en spsk jordbærmarmelade på toppen, og bum: så er vi nede på 24%. Det er et mirakel! Så er frokosten fedtfattig. Men sundere er den ikke. Hverken Anne Larsen eller Sundhedsstyrelsen var fortaler for den slags sukkerindtag, skal det lige siges – men befolkningen var, og det gennemsnitlige sukkerforbrug faldt ikke just. Faktisk steg børns forbrug af slik hele 40% under den fedtfattige bølge – og det var ikke så sært, når det var vingummi og lakrids, der blev anbefalet som lørdagsguf. Ingen fedt, bunker af sukker.
Til gengæld faldt danskernes fedtforbrug. Dog ikke synderligt voldsomt (fra 39% til 34% i gennemsnit, hvis man skal tro statistikkerne), og slet ikke så voldsomt, som supermarkedernes udvalg ellers kunne antyde. Og danskernes overvægt faldt absolut ikke. Faktisk steg den. I 1993 mente man at omkring 30% af danskerne var overvægtige. I dag er vi helt oppe på 47%. Kaboom.

Som så meget andet, gled den meget fedtfattige kost så småt ud igen. Heldigvis, for den var hverken mættende eller særlig sund – der var alt for meget fokus på fedtindholdet og alt for lidt holdning til kvaliteten af maden. Sådan går det når man reducerer kosten til et spørgsmål om fedt, kulhydrater og protein og deler alting sort/hvidt. Når man gør mad til medicin er det svært at bevare livsglæden. Jeg har aldrig forstået denne ensidige fokusering. Jeg har læst beretninger fra folk, der er blevet sunde og stærke på vegetarmad. Jeg har læst beretninger fra folk, der er blevet sunde og stærke på palæomad. Jeg har læst beretninger fra folk, der er blevet sunde og stærke på Kernesund kost. Fælles for dem alle har været at de begyndte at spise rigtig mad istedet for alle de hersens pakker fra supermarkedernes kølediske, hvor der er så mange tilsætningsstoffer, at man kan sløre at det næppe er råvarer af tårnhøj kvalitet, der er blevet brugt. Det synes jeg er meget tankevækkende, og jeg tror det er forskelligt hvad folk trives på.

Selvom den fedtfattige bølge blev til en stille strandvasker, så havde den dog sat blivende spor i befolkningen. Supermarkedernes hylder forblev varigt forandret – bortset fra at der gradvist kom mere og mere økologi på hylderne. Der var lidt med Lene Hansson og hendes tåbelige ideer om at kroppen er for dum til at fordøje protein og stivelse i samme måltid, et koncept man måske også kender fra den amerikanske bog Fit 4 Life. Kroppen er heldigvis ret klog, så den kan godt styre sagerne. Vi fordøjer kun proteinerne i mavesækken, resten ryger videre, så der er ikke så meget at tage fejl af. Det er også derfor man gerne må give folk fingeren, når de påstår at kød ligger og rådner i tarmen med død og ødelæggelse til følge. Det er en myte, ligesom detox.

Og detox er lige præcis det, der starter den næste Store Sundhedsbølge i Danmark. I 2007 udkommer bogen “Kernesund Familie – Sådan!” og så kommer der atter fut i supermarkederne. Men dette blogindlæg er allerede alt for langt og også forsinket (fordi jeg ligger syg), så jeg har nådesløst klippet det over i to dele. Resten følger så hurtigt min vathjerne kan få redigeret mine skriblerier. Det er strengt nødvendigt – hvis du synes mine blogindlæg er lange nu, så skulle du bare se dem, før jeg redigerer dem. Din browser ville få sidesting af al den scrollen ned.

Dixi.

Indlæggets lixtal: 36 (middel)