Archive | januar 2015

Slankekurens historie: Madpyramider og officielle kostråd

FDBs børnemadpyramide fra 1977. Kilde: madpyramiden.dk

Vi befinder os nu i de glade 70’ere. Der er lilla ble og alle pædagoger hedder Ulla. Og staten begynder at blande sig i danskernes kost og vægt. Det er der flere grunde til, men årsagen er ikke, som man kunne tro, at vi pludselig begynder at falde døde om som fluer af overdreven fedme. Årsagen er økonomi. Og hvis der er noget det nye velfærdssamfund har givet grundlag for, så er det at staten skal blande sig i alt (sagde semi-anarkisten og vajede med wienerbrødsfanen).

Det gik ellers så godt i Danmark, men højkonjukturen stoppede med et brag da oliekrisen ramte verden i 1973. Forbrugsfesten var forbi. Olien, der før havde været så billig, steg pludselig voldsomt. Næsten 200% steg den, og det er meget. Det svarer til at en pakke smør stiger fra 20 kr til 60 kr, bare sådan lige bum, uden at lønningerne stiger samtidig. Så tror jeg nok at jeg ville sætte mit smørforbrug ned til en enkelt pakke om dagen.

Årsagerne til oliekrisen er så indviklede at selv danmarkshistorien.dk, der ellers er en af mine yndlingskilder, ikke rigtig uddyber årsagen. Diverse andre historiske kilder har helt forskellige udlægninger, alt efter land og politisk ståsted. Men så vidt jeg kan stykke sammen (og her vil jeg gerne have lov at tage forbehold for at jeg har misforstået noget) så iværksatte OAPEC – sammenslutningen af mellemøstlige olieproducerende lande – en olieembargo mod USA, Canada og visse europæiske lande som “tak” for deres støtte til Israel under Oktoberkrigen i 1973. En krig, hvor OAPECmedlemmerne Egypten og Syrien stod på den anden side. Danmark var også omfattet af embargoen. Det var ikke en total boycut – vi måtte gerne købe en smule olie, det var bare dyrere. Meget dyrere. De vestlige lande opdagede pludselig hvor afhængige de var af olie fra mellemøsten. Således blev olie et værdifuldt politisk magtmiddel, og interessen for alternativ energi steg kraftigt.
I det hele taget var 70’erne og 80’erne det vi idag vil kalde krisetider. 20 års økonomisk opsving blev afløst af 20 års krise. Og sært nok faldt det hele sammen med at vi i 1973 trådte ind i Det Europæiske Fællesskab, idag også bedre kendt som EU. Det er der nok en konspirationsteoretiker eller to, der kan få noget tid til at gå med.

Den første madpyramide. Billede fra www.coop.se

Det var en lidt anderledes krisetid denne gang. Velfærdsstaten fungerede sådan nogenlunde, og gennemsnitsdanskerens købekraft holdt sig nogenlunde stabil. Til gengæld steg inflationen kraftigt. Den danske krone tog sig et styrtdyk, hvilket gjorde det dyrere at handle med udlandet. Arbejdsløsheden steg til over 10% i starten af 80’erne og alt andet lige kunne man være ret så ligeglad med om arbejdernes købekraft var stabil, hvis man var en af de mange, der ikke kunne få et job. I Sverige var folk sure allerede i 1972, før oliekrisen. De stigende fødevarepriser førte til protester, den svenske regering lyttede. To år senere, i 1974, havde svenskeren Anna-Britt Agnsäter skabt verdens første madpyramide. Agnsäter stod for testkøkkenet i Kooperativa Förbundet, den svenske version af FDB, idag bedre kendt som Coop, aka SuperBrugsen og alt det der. Madpyramiden var Agnsäters lille hjertebarn, hun havde arbejdet på den i mange år. Nu fik den altså lov til at komme ud til offentligheden via Kooperativa Förbundets kogebog “Vår Kokbok”.

Madpyramiden var “god og nærende mad til rimelige priser”. Det vil sige bedst mulig næring for færrest mulige penge. Det er den helt klassiske fordeling med korn, gryn og mælk i bunden, grøntsager i midten og kød på toppen. Hvis man har fulgt min lille blogserie her i januar har man måske allerede regnet ud at jeg ikke nødvendigvis giver så meget for madpyramiden. Ikke at jeg tror at den er specielt usund eller skadelig, som det ellers er moderne at synes – men fordi den fra starten har været præget af at den skulle tilgodese mange andre faktorer end sundhed. Økonomi, f.eks. Den er altså ikke noget objektivt og endegyldigt svar på den Optimale Ultimative Sunde Kost – og heldigvis for det, for den reflekterer ikke just den føde, der historisk set har været tilgængelig for menneskeheden. Snarere tværtimod. Det er en landbrugs-civilisations-pyramide, ikke en jæger-samler-nomade-pyramide.

FDB’s madpyramide fra 1976. Kilde: Madpyramiden.dk

Den danske madpyramide blev indført af FDB i 1976. Det var en fordansket version af den svenske. Her blev pyramiden lanceret som et bud på at følge de splinternye danske kostråd, der lød:

Spis magert
Spar på sukkeret
Spis groft
Spis varieret
Spis ikke for meget

Den kække kostpyramidesang (for sådan en fulgte der også med, til Børnenes Kostpyramide) afslører dog stadig prisbevidstheden i 3. vers, hvor der står:

Helt i pyramidens top
er de dyre sager
og måske de dukker op
når de er på lager

Der er iøvrigt ikke noget odiøst i at madpyramiden fokuserer på pris som en faktor. Det er en ret valid årsag til at anbefale en bestemt form for kost. Især i 80’erne, der var strenge tider for mange. Og således skete det at Statens Husholdningsråd og FDB overtog husmoderens ældgamle opgave som forsørger, opdrager og klog kone. Man kan diskutere hvor godt det så er gået, men fakta er at de 40 år gamle kostråd er gået hen og blevet til endegyldige sandheder, hvis oprindelse fortaber sig i tågerne hos de fleste. Om de stadig er der om 40 år, vil tiden vise. Forhåbentlig vil vi istedet se at det bliver mindre ensidet og med mere fokus på rigtig mad fremfor fedtforskrækkelse og med plads til de forskelligheder, der trods alt er hos mennesker.

Vi nærmer os hastigt nutiden. Næste og sidste slankekurs-blogindlæg kommer til at handle om vor tids slankekure. Dvs. dem, der er så nye at jeg, der blev myndig i 1999, har afprøvet dem på egen krop. Max 30%, Kernesund, LCHF, vegetarmad og selvfølgelig Pyramidekuren – Brugsens helt egen slankekur. Det er på næste tirsdag, samme blog, samme irriterende skribent.

Dixi.

Indlæggets lixtal: 37 (middel)

Slankekurens Historie: Velfærdsstaten og 1950’er-LCHF

Richs kaffeerstatning – hvis din kaffe skal smage drøjt. Selv i 1959, 7 år efter kafferationeringen blev ophævet, brugte man stadig Richs.

Det var det Herrens år 1952. 2. Verdenskrig var længe slut (yay), kafferationeringen blev endelig afskaffet (YAY) og den moderne slankekur stod i kulisserne, klar til for alvor at gøre sit indtog (æv bæv).

Det havde været nogle lange, onde år. Også for dansken, selvom vi var sluppet nådigere end så mange andre i Europa. Og nervøs var man, for man havde gennemlevet hele to verdenskrige på kun 25 år, og 1. Verdenskrig havde mildest talt medført en vaklende samfundsøkonomi, godt hjulpet på vej af Den Store Depression, der i Danmark mest havde været hård for landmændene. Priserne faldt og nogle landmænd gik konkurs. Bum. De gik bacon-bankerot, og det var synd, for baconavl er et nobelt foretagende, der glæder mange danskere den dag idag. I alt fald de danskere, der ikke er bange for fedt.

Men selvom det gik langsomt, gik det dog fremad. I efterkrigstiden udvikledes konceptet “velfærdssamfund”. Alle skulle have lige chancer for et godt liv. Den første ubetingede velfærdsydelse blev folkepensionen i 1956. Allerede i 1891 havde Danmark vist sit progressive gavmilde sindelag ved at lave verdens første alderdomsydelse. Den var dog begrænset i et vist omfang – f.eks måtte man ikke havde modtaget fattighjælp eller begået kriminalitet i mindst 10 år, og fattigdommen måtte ikke være selvforskyldt. Det var store sager i en tid, hvor fattighjælp ellers betød at man mistede sin borgerrettigheder, såsom stemmeret. Da folkepensionen blev indført i 1956 var det kun i begyndelsen. I 60’erne gik det for alvor stærkt. Da vi nåede midten af 70’erne talte den danske arbejdsstyrke 26,3% offentligt ansatte mod kun 8% i 1950. Vi brugte også næsten halvdelen af de offentlige midler på velfærd. Hospitaler, børnehaver, skoler, uddannelse. I slutningen af 70’erne kom kontanthjælpen til. Vores moderne velfærdssamfund, der idag betragtes som noget nær en naturlov, er altså ikke en ældgammel menneskeret, men et ganske nyt socialt eksperiment. Og det hele startede med en kombination af kapitalismens indtog og en Socialdemokratisk regering. Det kan man så tænke lidt over, når man går i enten antikapitalistisk- eller antivenstrefløjs-selvsving.

Dream Diet – frossen slankemad fra 1960’erne.

Velstanden steg støt op gennem 60’erne. Industrien voksede, folk fik flere penge mellem hænderne. Reallønnen steg mens arbejdstiden faldt støt fra 48 timer om ugen i 1955 til 41,75 timer i 1975. Det blev mere almindeligt at have elektriske husholdningsapparater, og hele konceptet med at have hushjælp gled ligesom ud i sandet. For det var også her kvinderne begyndte at komme ud på arbejdsmarkedet. Og hvem gider at støve af hos fru Varnæs når man kan få et bedre arbejde, hvor man ikke er tyende? Ikke mange, skulle jeg hilse og sige.
Med kvindernes indtog på arbejdsmarkedet ændrede danskernes spisevaner sig drastisk. Nu skulle der hurtigere og enklere mad på bordet. Og industrien var ikke sen til at reagere på behovet. Goddag til frosne færdigretter, pulversaucer og andre langtidsholdbare genveje i køkkenet. I 1960 åbnede det første supermarked. Det var en Føtex, og den lå i Århus. Der ligger den iøvrigt endnu.

Smart tøj til tykke piger! Og en bog, der hedder “Pounds and personality”. Så fint altså.

I USA begyndte det økonomiske opsving allerede i 50’erne. Den amerikanske middelklasse havde det godt. Nu var der mad nok, tid og overskud nok, og dermed atter et marked for slanketips. Selvhjælpsbøgerne fløj ud på stribe, mange af dem rettet specifikt mod den unge, priviligerede teenager. En af dem står på min boghylde. Jeg købte den for mange år siden, mest fordi jeg ikke kunne tro mine egne øjne. Det drejer sig om “Betty Cornell’s Glamour Guide for Teens” fra 1951. Her kan den unge kvinde læse side op og side ned om hvordan hun transformerer sig selv til at blive den perfekte lille kvinde. Der er kapitler om hudproblemer, det perfekte hår, hygiejne, tøj, make-up, personlighed og selvfølgelig vigtigst af alt: Vægten! Med kalorietabeller og mange formaninger om at bekymre sig rigtig meget om hvad andre synes.

Betty Cornell's Glamour Guide for Teens,

Betty Cornell’s Glamour Guide for Teens, 1951

Betty Cornell var model og, ifølge eget udsagn, overvægtig som teenager. Men! Da hun blev 16 besluttede hun sig for at det kunne hun virkelig ikke have. Hun gav sig selv en kropslig make-over, og kunne nu, i bedste Ninka-fra-Kernesund-stil fortælle andre hvordan de skulle gøre for at blive ligeså glamurøse og lækre som hende selv. Sådan bliver du populær, står der på bagsiden. Ikke mindst hos det modsatte køn. Hendes slankekur gik i al sin enkelhed ud på at tælle kalorier og derved moderere indtaget af mad. Slik, kage, chips og sodavand blev skåret ud. Det meste fedt røg samme vej. Væk med mellemmåltiderne.

Glamour Guide for Teens

Stakkels mand! Fra “Glamour Guide for Teens”.

Vil du have spejlæg eller en slankere talje? skriver hun, og foreslår at skifte mellem en morgenmad bestående af kogt æg, grapefrugt, toast og mælk og en morgenmad bestående af cornflakes. Så man ikke bliver træt af den monotone kost, forstås. Til frokost kan man få en lækker madpakke med æg, hytteost, sandwich med ost eller magert kød og mælk. Når det gælder aftensmaden er det vigtigt ikke at hælde sine problemer over på resten af familien, der ikke er overvægtige sjuskedorter som dig, forstås. De skal have lov til at æde tærte og fed sovs lige foran snotten af dig, mens du nøjes med magert kød og grøntsager. Husk at smile imens!

Og hvis du stadig ikke er overbevist om nødvendigheden af at slanke dig, så kan Betty fortælle et par rædselshistorier om dengang hun spiste to burgere på en date og aldrig blev inviteret ud igen. Og selvom bogen er et velment forsøg på at hjælpe akavede teenagere, så er den dybt forstyrret i sin tone. Jeg håber ikke der var alt for mange unge kvinder, der fik spiseforstyrrelser på den konto. Ikke desto mindre var den et udtryk for tidens trend: Idealiseringen af Den Perfekte Husmoder. Den smukke velplejede kvinde og hendes smukke velplejede hjem. Det var ikke mange, der kunne leve op til det, men sådan er det altid med samfundsidealer. Hvis de var opnåelige, ville de næppe være idealer.

Illustration fra “Kvindens Hvem Hvad Hvor 1959”

Så var vi trods alt lidt mere sensible i Danmark. Ikke at kvindens evner som husmoder ikke stadig var hendes stolthed, for det var det. Det kan man blandt andet se i “Kvindens Hvem Hvad Hvor” fra 1959. Det er sådan en fin lille håndbog for kvinder. Den har små aktuelle artikler, lister over kvinder, der gjorde et eller andet awesome i året der gik, tips til husholdning og meget andet. Blandt andet en artikel om atomalderens snarlige komme og det vidunderlige ved bestrålet mad. Og en slankekur. Selvfølgelig. For nu var de kommet for at blive.

Slank uden Sult, hedder artiklen, og den handler om at blive slank uden at tælle kalorier. Man kan vist rolig sige at kalorien havde vundet indpas overalt. Det der gør artiklen ekstra interessant, er at det er en vaskeægte low carb high fat kur. Den er baseret på Dr. Mackarness’ bog “Eat fat and grow slim”, der igen bygger på nogle forsøg hvor folk der spiste op til 90% fedt tabte sig langt mere end folk, der spiste 90% protein, og folk der spiste 90% kulhydrat stort set ikke tabte sig. Natur-metoden, kaldes den, og den skulle være ganske sikker at gå igang med. Derfor anbefaler artiklen at man skærer ned på kulhydraterne:

“Det [kulhydratforbruget] ligger formentlig på omkring 350 gram, og nu må det altså ned på 150-175 gram daglig. Det, De først og fremmest skal gøre, er at stryge al sukker i maden. Anvend kunstige sødestoffer i husholdningen og hold Dem afgjort fra sukker i te og kaffe. Desuden må De renoncere på chokolade og andet slik, kager, wienerbrød, alle slags søde drikke (sodavand undtagen dansk vand) og øl.”

Forklaringen skulle være at kulhydrat i visse mennesker alt for nemt omdannes til fedt, mens de selvsamme menneskers fedtdepoter ikke så gerne giver slip på fedtet igen, men istedet bliver ved med at udsende sultsignaler fremfor at tære på kroppens oplagrede energi. Det er den samme teori, der ligger bag nutidens LCHF-kost, så den må siges at have et par år på bagen. Kulhydratanbefalingerne er dog noget højere, måske af hensyn til økonomien. Det var trods alt stadig smådyre varer dengang, de fede animalske produkter og importerede grøntsager man ellers i dag kan finde på at spise istedet for korn og gryn.
50’ernes normalkost nævnes også. Energifordelingen er den helt gængse, der stadig anbefales den dag idag. Læg igen mærke til at den, ligesom 30’ernes kost i mit sidste blogindlæg, beskrives som den mest økonomiske, ikke den mest sunde:

“I en almindelig økonomisk kost, hvor en person uden egentlig legemligt arbejde har en kalorie-omsætning på ca. 2400, leveres de 12 % af føden gennem protein (dvs. 70 gram), de 27% gennem fedtstoffer (dvs. 70 gram fedt, da hvert gram fedt udvikler ni kalorier), og de resterende ca. 60% leveres af kulhydrat (360 gram dagligt).”

Nogen egentlig menuplan gives ikke, men det anbefales at man holder sig til kulhydratfattige grøntsager samt kød og fisk – og gerne fløde, smør og fede saucer. Dog ikke opbagte saucer, der jo indeholder mel. Bearnaisesovs fremhæves især. Brødet forsages ikke helt, men det anbefales at man skærer kraftigt ned på det. Ikke af sundhedshensyn (gluten var endnu ikke blevet farligt dengang), men fordi det indeholder rigtig mange kulhydrater. Istedet for brød til morgenmad, skal man spise bacon og æg eller tykmælk, ost og frugt. Til frokosten kan man erstatte rugbrødsmadderne med pålægsbelagte salatblade, og aftensmaden kan laves som normalt, bare uden kartofler og med ekstra fedt. Resterne af krigstidstankegangen stikker også lige hovedet frem hen mod slutningen, hvor det formanes at man ikke bør spise mere end nødvendigt. Ikke for helbredets skyld – men af økonomiske hensyn.

Den såkaldt naturlige diæt skulle senere, i 70’erne, blive berømt verden over under navnet Atkins-kuren. Men det, og andre moderne diæter, kan du læse mere om på onsdag, samme blog, samme kanal. Jeg har lige en fødselsdag, der skal fejres først (jeg bliver 34 på søndag, yay), og den bliver ikke fedtfattig. Eller low carb. Eller low kage. Skål!

Indlæggets lixtal: 35 (middel)

Slankekurens Historie: Fra kolera til kalorier i Dannevang

Planche fra Carla Meyers “Nutidsmad og Husførelse” viser hvorledes mælk kan smitte. Senere indførte man pasteurisering, der dræber bakterierne, men desværre også smagen.

Det skete i de dage i 1930’erne at det kom på mode at være sund. Man havde forlængst opdaget vitaminer, kalorier og ikke mindst de grusomme bakterier. Hygiejne var tidens buzzword, noget især fødende kvinder var dybt taknemmelige for. I slutningen af 1700-tallet var børnedødeligheden meget høj. 30% af børnene på landet døde inden de blev 10, i byerne var tallet helt oppe på 40%. Det skyldtes flere ting, såsom sygdomme, ulykker, dårlig ernæring og ikke mindst var den dårlige hygiejne i byerne en stor faktor.
I København boede der rigtig mange mennesker inde bag voldene på helt enormt lidt plads. Kloakering fandtes ikke, og byens vandforsyning bestod af overfladevand, dvs brønde. Den slags vand er særligt modtageligt for forurening og smittespredning. En af de sygdomme, der smitter via forurenet vand er kolera, og i sommeren 1853 stod København overfor en regulær epidemi. 5000 mennesker led koleradøden. Så droppede København voldene, lod byen vokse, indførte kloakering og forbedrede vandforsyningen. Børnedødeligheden faldt. Ved år 1900 var den helt nede på 10%. I dag er den blot på 0,4%, og det kan man så tænke over, næste gang man ville ønske at den skrigende unge i Føtex aldrig var blevet født. Vi kan takke koleraepidemien for at sætte skub i tingene, men resten kan vi i høj grad takke videnskaben for. I slutningen af 1800-tallet var det ved at være alment accepteret at smitte kunne spredes via små usynlige bakterier, og at god hygiejne reddede liv. Det fik også konsekvenser for håndteringen af fødevarer. Altså gode konsekvenser. Blandt andet skulle alt kød slagtes under ordnede forhold, og det blev forbudt at sælge hjemmeslagt. Upasteuriseret mælk kunne dog købes frem til 2. Verdenskrig, hvor det blev forbudt. Mælk kunne være en slem smittebærer, som det fremgår af tegningen øverst på siden. Der var en del sygdomsudbrud som følge af uren mælk.

Selvom maden i starten af 1900-tallet blev billigere, var den stadig dyr at købe for en almindelig arbejderfamilie. Hvor man på landet har været fattige, men dog selvforsynende, så var man i byerne både fattige og ikke-selvforsynende. Det vil sige at man var dybt afhængig af at kunne få et arbejde, så man kunne købe de dyre fødevarer. I 1880 skulle man arbejde næsten to timer for at få råd til en enkelt pakke smør. Til sammenligning skal man idag arbejde lige sådan omtrent 6-10 minutter, afhængig af indkomst. Det er ikke så sært at Frk. Jensens Margarinespækkede Kogebog fra 1901 blev populær. Og hendes kogebog var endda for det bedre borgerskab. Margarinepriserne lå på lige omkring det halve af smørpriserne.

En del danskere søgte lykken i Amerika, heldigvis var det ganske få af dem, der var ombord på Titanic. Billede fra Det Kongelige Bibliotek, www.kb.dk

Den første halvdel af det 20. århundrede bød på strenge tider for mange danskere. Arbejdsløsheden var høj, for nok var der mange nye jobs, men der var også rigtig mange nye danskere i den arbejdsduelige alder. Vi havde det stadig lettere end. feks svenskerne, og af samme årsag var der heller ikke helt så mange danskere, der pakkede kufferten og emigrerede til Amerika. Der var generel fremgang rent økonomisk, og man fik noget bedre råd. F.eks skulle man i 1925 kun arbejde 20 minutter for at købe et kg rugbrød, mod 40 minutter i 1880 (og 6 minutter idag). Men 1. Verdenskrig, Den Store Depression og 2. Verdenskrig fik priserne til at stige og vareudbuddet til at falde. Derfor fokuserede mange af tidens husholdnings- og kogebøger på billig, økonomisk og ikke mindst sund og næringsrig mad. Man havde jo opdaget de der vitaminer, og det var oplagt at tage udgangspunkt i dem, når man skulle rådgive husmødrene. Mest mulig næring for færrest mulige penge – man brugte trods alt over halvdelen af den disponible indkomst på mad. Idag bruger vi 10%. Det er altid godt med lidt perspektiv når man står nede i Brugsen og fråder over smørpriserne, noget jeg iøvrigt gør jævnligt.

I løbet af 1930’erne ændrede moden sig. Det blev mindre og mindre populært med 20’ernes smalle hofter og drengepigede udseende. Gradvist kom timeglasfiguren tilbage, sammen med et sundt og slankt, men velnæret udtryk. Æblekinder inklusive. Det var dog stadig mest overklassen, der havde råd til æblekinder og nyeste mode. Slankekure var stadig ikke noget gud og hvermand gik på, selvom de blev mere almindelige.
I Carla Meyers “Nutidsmad og Husførelse”, en populær bog fra 1936, er der et helt afsnit om ernæring. Her er fedt ikke beskrevet som en fjende, men som et værdifuldt næringsmiddel, der giver mere mad pr. gram end kulhydrater. Proteiner får også rosende ord med på vejen. Vitaminer, står der, forekommer i så små mængder at man må antage at de ikke fungerer som energikilde, men derimod som beskytter mod alvorlige sygdomme. Det har man nemlig observeret, og det er jo sådanset også rigtig nok.

Udsnit af alorietabel fra “Nutidsmad og Husførelse” af Carla Meyer.

Det der er mere interessant er den anbefalede energifordeling. Den ligger ligesom idag på 56% kulhydrat, 12% protein og 32% fedt. Det interessante er, at det er den mest økonimiske energifordeling. Den bliver ikke fremhævet som den sundeste. Og det tror jeg af og til er meget fornuftigt lige at holde sig for øje. Madpyramiden er opstået på samme måde, nemlig som en billig måde at få en fornuftig kost i 70’ernes Skandinavien. Det viser sig sjovt nok ofte at så længe kosten er af ordentlig kvalitet, så betyder fordelingen af makronæringsstofferne mindre. Men det er en kæphest til et andet blogindlæg. For hvad betyder det for slankekurene at man har fået de her smarte vitaminer og kalorietællere ind i hverdagen? Skal man spise dampet broccoli med kyllingebryst? Nej. Ikke mindst fordi broccoli slet ikke kunne købes i Danmark på det tidspunkt, og kylling var en forholdsvis dyr spise. Men hvad så?

Det skriver den gode doktor Erik Begtrup en del om i “Nutidsmad og Husførelse”. Her er et afsnit om afmagringskost, som han kalder det. Lad mig citere:

“Det er et simpelt Kaloriespørgsmaal. Hvis et Menneskes sædvanlige, daglige Kostportion f.Eks indeholder 3000 Kalorier, skal vi sørge for at den bliver mindre, f. Eks 2000 Kalorier. Det kunde paa den simpleste Maade lade sig gøre ved at nedskære alt, hvad man spiste, til 2/3. Dette vilde for saa vidt være Idealet, for man vilde da være sikker paa, at det relative Forhold i Kostens Sammensætning derved forblev uforandret.”

Det er altså en kalorietællerdiæt vi har med at gøre her, i bedste amerikanske stil. Og han fortsætter:

“En saadan ligelig Nedskæring vil imidlertid støde på paa Vanskeligheder, og det skyldes den Omstændighed, at ethvert Menneske har en stor trang til at føle sig mæt, naar han har spist. Vi spiser efter vor Appetit.”

Nemlig rigtigt. Det er en faktor, man ofte glemmer, når man går på kur. Trangen til føde er en af de allerstærkeste drifter hos mennesket. Sult er lig med død, og det er også derfor at det er så tåbeligt at gå på sultekure og at spise næringsfattige afmagrede produkter og tro at man kan blive mæt af salat “fordi det fylder meget i maven”. Det kræver alligevel ret meget viljestyrke at blive ved med den slags i længere tid. På et tidspunkt vil kroppen ganske enkelt tage over (så er det man opdager at viljestyrke i sidste ende er en illusion) og det er vel også derfor at de fleste slankekure fejler. Det er overraskende få af dem, der tillader rigtig, nærende mad.

Bile beans afføringsmiddel kan heller ikke anbefales. Men sund og frisk ser hun ud!

Den gode læge anbefaler en kost, der er fri for fedt og sukker. I stedet skal man spise meget grønt (helst dagligt sågar), suppe kogt på kød eller fisk og så lidt magert kød eller fisk. Ikke for meget brød heller. Kartoflerne skal også begrænses.

Morgenmaden kan f.eks være en kop kaffe med en halv grapefrugt (stadig en ny og moderne og dyr frugt dengang), frokosten 3 tynde halve skiver rugbrød med pålæg af grøntsager, mager ost, sild eller røget kød, hertil salat af rå grøntsager med en marinade af paraffinolie. Aftensmaden består af suppe af divergerende art, med lidt magert kød og grøntsager til efterret. Desserter og mellemmåltider er frugt. Og inden nogen får lyst til afprøve kuren skal det måske lige nævnes at paraffinolie forlængst er hevet ud af kategorien “fødevarer” og grundigt placeret på apotekshylden sammen med de andre afføringsmidler. Det kan ikke optages i kroppen, og fiser derfor lige igennem. Men så får man da i alt fald ikke forstoppelse undervejs. Ellers kan man jo altid spise lidt afføringsmiddel, hvis paraffinolien ikke giver nok.

Og således begyndte sagaen om de videnskabeligt baserede slankekure i Danmark. Det er dog kun en spæd start, for som sagt er der ikke meget ved slankekure, når man ikke har mad nok i forvejen. Efter 2. Verdenskrig kommer opsvinget og menigmand begynder at få råd til god mad og køleskab, og så begynder det for alvor… mere om det på tirsdag. Indtil da: Spis vel og husk, skummetmælk er ikke mælk.

Indlæggets lixtal: 36 (middel)

Slankekurens Historie: Kalorien opdages

Måleenheden “kalorie” blev defineret af franskmanden Nicolas Clement i 1824. En kalorie er den mængde energi, der kræves for at hæve temperaturen i 1 gram vand med 1 grad ved 1 atmosfæres tryk. En kilokalorie – som er den kalorie vi kender i daglig tale fra kalorietabellerne og bagsiden af chipsposen – er 1000 kalorier. Ordet kalorie stammer meget passende fra det latinske calor, der betyder varme.

Før Clements gik hen og erklærede en kalorie for en kalorie var der en anden franskmand, Antoine Lavoisier, der også var meget interesseret i teorier omkring forbrænding og varme. Blandt andet lavede han i 1783 et eksperiment med et marsvin (det er ikke for sjov at den engelske betegnelse for marsvin, guinea pig, også betyder forsøgsdyr). Marsvinet blev lukket inde i en kasse, der blev pakket ind i en anden kasse fuld af sne, der holdt en konstant temperatur på 0 grader. Marsvinets varme fik sneen til at smelte. Lavoisier konkluderede at forklaringen lå i marsvinets åndedræt. Forbrændingen, der skabte varmen og smeltede sneen, skete i dyrets lunger. Det bette kræ kunne ved simpel vejrtrækning nemlig konvertere ilt til kuldioxid i samme grad som brændende kul. Ergo måtte det være samme mekanisme. Og det var forklaringen på at marsvinet kunne opretholde en kropstemperatur, der var højere end omgivelserne. Han havde delvis ret, for det er i sandhed forbrændingen, der gør pattedyr i stand til at opretholde kropstemperaturen. Længere kom vor franske kemiker ikke rigtig, for under Den Franske Revolution blev han halshugget så meget, at han slet ikke kunne forske mere. Derfor blev det Clement der endte med at blive Kaloriens Fader. Timing er alt.

Hvis kalorietælling ikke var nok kunne man i stedet slanke sig med en sund og nærende smøg.

I starten var kalorien altså blot en måleenhed for energi, brugt i videnskabelige kredse. Der gik lidt tid, før vi stakkels mennesker skulle plages med kalorien som et udtryk for madens energi og hvor fede vi bliver af den. Det var først i 1918 at der udkom et reelt værk, en lille bog med titlen “Diet and health, with key to the calories”, skrevet af den amerikanske læge Lulu Hunt Peters. Peters lægger ud med en lille formel, der kan bruges til at beregne idealvægten: Tag din højde. Den del af din højde i tommer, der overstiger 5 fod, ganges med 5,5. Læg 110 til. Så har du din idealvægt i pund.
Jeg er 5 fod og 4 tommer (amerikanske mål). Ergo ser regnestykket således ud:

(4×5,5)+110 = 132 pund.

Det er lige under 60 kg. Jeg kan godt afsløre at jeg ikke vejer lige under 60 kg. Det er der råd for, lover Peters, og lærer mig hvordan jeg udtaler ordet “kalorie”. Så nyt er begrebet, at folk slet ikke kender det. Kal’-o-ri, siger man på amerikansk. På dansk: [kaˈloɐ̯ˀjə]. Men det ved du nok allerede. Kalorien er nøglen til vægttab, siger Peters, og det må siges at være et standpunkt der holder hele vejen op til vore dage. Termodynamikkens første lov: Mængden af energi er konstant. Hvis du spiser mere end du forbrænder, vil energien ophobes i dit system og gøre dig tyk. Boom! En kalorie er en kalorie.
Peters er heller ikke sen til at påpege at fedt indeholder dobbelt så mange kalorier som kulhydrat og protein. Og så sætter hun det alt for velkendte regnestykke op: Spis færre kalorier end du forbrænder. Der er ca 7500 kalorier i et kg fedt, skriver hun, og derfra er det simpel matematik: Når du har skåret 7500 kalorier ud af din kost, har din krop forbrændt et kg fedt. Det er et regnestykke mange stadig bruger den dag idag, helt uden tanke for at kroppen ikke bare er en maskine, der trofast forbrænder de samme kalorier, dag efter dag uden tanke for hormonelle påvirkninger og den slags petitesser. Man må dog sige at Peters var lovligt undskyldt dengang. Det var stadig i ernæringsvidenskabens tidlige fase, og man vidste ikke bedre. Til gengæld er det mig en gåde at folk stadig tror at kroppen er et regnestykke og at en kalorie bare er en kalorie.

Bogens budskab er overraskende lig de officielle anbefalinger vi ser idag. En energiprocentfordeling på max 30% fedt, 10 % protein og 60% kulhydrat, spar på sukkeret og brødet og spis ikke for meget kød. Motion slanker ikke, skriver hun, men er stadig nødvendigt for et sundt legeme. 1200 kalorier om dagen. Og så videre. Men i modsætning til De Officielle Kostråd, så har Peters humor. Hendes fiktive kvinder har navne som Mrs Knot Little, Mrs. Ima Gobbler og Mrs Sheesasite, hvilket næsten fik mig til at spytte cola ud over min sagesløse Kindle. I forordet forsikrer hun os om at det er en god bog. Det ved hun ganske sikkert – for hun har selv skrevet den. Og hun har selv været overvægtig, meget overvægtig, men hun vil ikke fortælle hvad hun vejede. Nej, hun vil kun fortælle at hun har vejet 70 pund mere end hendes nuværende vægt, som er 150. Det må vi så nøjes med, os og vore luskede små lommeregnere. Til gengæld deler hun gerne sin egen personlige slankemenu på 1200 kalorier, og den er som følger:

Morgenmad: 1 skive tørt og groft brød, en teskefuld smør, varmt vand med kaffesmag (wtf?), 75 kalorier.
Frokost: 1 stykke majsbrød, 1 spsk smør, 1 kop kaffe med fløde, 275 kalorier.
Aftensmad: Grøntsagssuppe uden fedt, magert kød eller fisk, salat eller kål, mayonnaise, grøntsager, brød eller kartoffel, smør, 100 kalorier af din mands dessert, vand og kornkaffe. 700 kalorier.

I alt: 1150 kalorier. Velbekomme. Og her kan vi tydeligt se at bogen er skrevet til gifte kvinder. 100 kalorier af din mands dessert. Stakkels mand, hvorfor må han ikke beholde sin dessert selv?
Bogen slutter af med at Peters kalder den for en humoristisk klassiker, en juvel og en videnskabelig afhandling. I sandhed en beskeden kvinde. Jeg er fan. Men jeg kunne ikke drømme om at tilbringe mine dage på 1200 kaloriers fedtfattig slavekost. Bevar mig vel. Jeg ville dø af sult længe inden formiddagskaffen.

I 1920’erne skulle kvinderne ligne drenge – ingen former. Og så skulle de åbenbart også stemme liberalt sammen med farmand.

Nu ved du altså hvem du kan takke for kalorieslaveriet. Mrs. Lulu Hunt Peters. Det var hende, der startede. Det er hendes skyld altsammen. Men populær blev hun, og lige i tid til 1920’ernes drengede kvindekrop, det formløse skønhedsideal, der gik heftigt af mode under Den Store Depression, hvor man sultede og ikke helt kunne se det sexede i en tynd kvindekrop. Istedet hyldede man den slanke, men sunde og afbalanceret velnærede kvinde, der havde fået Vitaminer og Mineraler nok. Ernæringslæren ramte folket som en flodbølge, og det handler min næste blog om – og den kommer på fredag.

Og denne gang kommer det rent faktisk til at handle om Danmark.

Indlæggets lixtal: 34 (let)

Slankekurens Historie: Der var engang i 1800-hvidkål…

Reklame for slankemiddel, New York 1906

“Of all the parasites that affect humanity I do not know of, nor can I imagine, any more distressing than that of Obesity.”

Således indleder William Banting sin bog “Letter on Corpulence” fra 1863. Mens vi i disse år konstant skal høre på at vi som samfund bliver mere og mere kropsfikserede, så er det absolut ikke noget nyt. Skønhedsidealer har eksisteret cirka lige så længe som mennesket, og slankekure i en eller anden form er lige så gamle som civilisationen selv. Det er selvfølgelig kun de meget rige, der har haft mad og tid nok til rent faktisk at gå op i den slags petitesser. Middelalderens bønder har, i deres ungdoms vår, måske nok ønsket sig en pænere næse eller en anden hårfarve, men at blive overvægtig på begrænset, ensidig kost kombineret med hårdt fysisk arbejde – det er ikke helt nemt, og derfor var overvægt også et tegn på rigdom.

I 1700-tallet begyndte der dog at ske noget. Folk flyttede til byerne og velstanden steg. Forbedrede transportmuligheder gjorde det muligt at tjene en god skilling på import og eksport. Forbruget af hvedebrød og kage steg og bagerne havde kronede dage. Folk kunne ikke helt styre denne rigdom af mad. Overvægt blev mere almindeligt, dog stadig hovedsageligt i de finere kredse. Det blev efterhånden så almindeligt at lægerne begyndte at få en holdning til det. Ikke mindst fordi folk rent faktisk blev syge af den her overvægt. For meget hvidt brød og for meget sukker og alkohol lagde grobund for fejlernæring, ledsmerter, diabetes og farverige beskrivelser af smertefulde forstoppelser (en sammenligner smerten med at føde et barn – så slem forstoppelse har jeg da heldigvis aldrig haft). Lægerne sagde det samme, som de siger i dag: Spis modereret. Og folk svarede det samme som de svarer i dag: Vi vil hellere have en magisk kur! Ind på scenen træder kvaksalvere og klogeåger. Præcis som idag.

Satiretegning af George IV – James Gillray, 1792

I 1810 kom Dr. Willian Wadd ridende ind på sin hvide hest. Wadd var kirurg og livlæge for Georg 4. af Storbritannien, en vidunderligt skandaleombrust konge, der startede sit liv med manér: Efter hans fødsel gik jarlen af Huntingdon til kongen, Georg nummer tre, og fortalte at der var blevet født en pige. Det blev kongen ikke sådan videre imponeret over, men fejlen blev dog hurtigt opdaget og George fik sit køn tilbage. Nogen stor og prægtig konge blev Georg aldrig, for nu at sige det mildt. Allerede fra sit 17. år var han storforbruger af penge og kvinder. Han indgik endda et illegalt ægteskab med noget så utækkeligt som en fraskilt katolik! Oh ve oh klage. Til sidst blev han dog tvunget til at gifte sig med En Rigtig Adelig Kvinde i bytte for at parlamentet betalte hans enorme gæld. Ægteskabet var en katastrofe og i det hele taget var Georg ikke sådan videre populær, faktisk var han ikke populær overhovedet.
En af årsagerne var hans forholdsvis uhæmmede fråds. Det havde han været kendt for længe – se ovenstående satiretegning fra 1792 – men i 1801 var Napoleonskrigene netop afsluttet, inflationen var høj og høsten slået fejl. Folk var sultne og fattige og en grådig kronprins var en særligt stor torn i øjet på dem. Der blev gjort tykt nar med Georg, også efter han blev konge i 1820, og han var et af yndlingsemnerne for satiretegnerne.
Kongens fedme blev uværgerligt koblet sammen med hans løsslupne livsstil, hans elendige evner som regent, hans voldsomme forbrug og hans endeløse række af elskerinder. Hvis der stadig var nogle rester af det gamle syn på overvægt som et tegn på rigdom, så lykkedes det kongen at få fejet dem godt og grundigt af banen og ned i kloakken. At være overvægtig var en skam. Dixi.

Illustration fra Comments on Corpulency af William Wadd, 1810

Dr. William Wadd, ham der kom ridende ind på sin hvide hest, var som sagt Georg 4’s livlæge. Måske var det fordi Wadd i 1810 udgav en bog om fedme og hvordan man slap af med den. “Comments on Corpulency, Lineaments of Leanness, Mems on Diet and Dietetics” hed den, og den lægger ud med en historie om hvordan en berømt læge altid havde besøgt husets kokke, når han var på sygebesøg hos overvægtige patienter, og takket dem for at være medvirkende til at læger aldrig nogensinde ville være uden en lind strøm af arbejde. Derefter bruger Wadd et par sider på at forherlige det franske køkken, hvorefter han kan fortælle at man bliver grim af at spise råt kød. Der er også en lille, og forhåbentlig meget usand, fortælling om Richard Løvehjerte, der blev så syg under et korstog og kun ville have svinekød. Det var alt andet lige svært at finde, så hans kok tog i al hemmelighed en af de lokale ungersvende og ristede staklen og Richard Løvehjerte blev rask og jeg kan aldrig mere se Robin Hood.
Den 100 sider lange bog er fuld af lange ord, patientbeskrivelser og anekdoter om hvor dumme de var i gamle dage. Konklusionen er simpel: Man bliver tyk af at spise for meget. Bum. Det brugte han en hel bog på. Men det er jo sådanset heller ikke forkert. Bare meget forsimplet. Og bogen blev populær, meget populær. For overvægt var som sagt ikke længere et tegn på velstand, det var et tegn på dårlig moral, og det måtte man høre for.

La Parle reklame (1903) for “fedmesæbe”, der vasker fedtet af.

William Banting led også under den slags. Han var bedemand, og det var faktisk hans familiefirma, der begravede kongerne – heriblandt også George IV. I sin bog fra 1863 skriver han om hvordan han må høre på lede bemærkninger og om skammen ved at vise sig på restauranter og lignende offentlige etablissementer. Men, tilføjer han, han er jo en mand, og tager sig ikke af den slags bemærkninger. Det var straks værre med helbredet, der led under vægten. Og han prøvede. Ih hvor han prøvede. Han prøvede at “spise let og i moderation” og han tog havbade og endda tyrkiske bade – en meget moderne og populær ting i 1800-tallets England. Man troede at man ligesom kunne smelte overvægten af ved at gå i dampbad eller sauna.

Han prøvede også at vaske fedtet af med shampoo, skriver han. Det var en reel ting, dengang. Fedtsmeltende sæbe, tadaa. Mange kender sikkert den gamle vittighed med at vaske kroppen i sulfo, fordi det fjerner overflødigt fedt. Det var også en ufattelig morsom vits dengang. Altså for producenterne, der givetvis har grinet hele vejen til banken over folks tåbelighed. Ha, de køber almindelig sæbe og tror de kan tabe sig. For selvfølgelig kan man ikke vaske sig slank. Ikke uden at dø samtidig. Hvis jeg f.eks smører mig selv ind i afløbsrens og venter længe nok, så vil den kaustiske soda simpelthen forsæbe alt fedtet i min hud og min krop. Samtidig afgår jeg rimelig meget ved døden under store smerter. Men slank er jeg, og skinnende ren og med en imponerende lav fedtprocent i tilgift. Det vil min efterladte familie sikkert sætte pris på. “I det mindste døde hun med en BMI under 25,” vil de sige. Eller noget.

Viktoriansk overdådighed fra Mrs. Beeton’s Book of Household Management, 1861

Bantings kost var ved gud ikke noget at prale af. Han levede i en tid hvor sukker og hvedemel blev billigere og lettere tilgængeligt. Konditorerne havde kronede dage. Samtidig var rent drikkevand stadig ikke noget man brugte sådan vildt meget. Og slet ikke i London. Themsen var en forurenet sygdomsbærer, et problem der stammede helt tilbage fra middelalderen. Spildevand, slagteaffald og toiletudtræk røg direkte i floden. I stedet for at risikere liv og helbred på at drikke flodvand, drak man øl, eller vin. Og det gjorde Banting også. Hans kost bestod af brød, kage, kød, øl og the med mælk og sukker. Det var noget hat. Jeg tror ikke der findes nogen kostplan, der godkender den slags dagligkost.

Det var til sidst en læge, der førte Banting på rette spor. “Kage til aftensmad?” sagde han. “Det duer ikke.” Han rådede Banting til at droppe sukker og stivelse. Det vil sige brød, mælk, smør, sukker, øl og kartofler. Jeg ved ikke helt hvad smør har med sukker og stivelse at gøre, men på dette tidspunkt havde man stadig ikke helt så godt fat i alt det der med kulhydrat, fedt og protein, så vi må tilgive dem. Den nye sunde kostplan lød som følger:

Morgenmad: 125 gram kød, fisk eller bacon, sort the, samt en lille skive brød.
Frokost: 150 gram fisk (ikke laks) eller kød (ikke svin), grøntsager (ikke kartofler), lidt toast, fjerkræ, samt et par glas claret, portvin eller madeira.
Eftermiddagsthe: 75 gram frugt, et par tvebakker og en kop the.
Aftensmad: 100 gram kød eller fisk samt et par glas vin, samme regler som frokost.

Det var ca. her, jeg droppede min brilliante ide om at spise efter Bantings kostplan en dag eller to og se hvordan det var. For der er trods alt grænser for hvad jeg vil udsætte mig selv for. Kød til alle tre måltider kunne jeg måske nok godt klare – men portvin i mængder, og ingen ordentlig tilbehør til to af måltiderne. Nul. Så meget elsker jeg ikke at levendegøre historiebøgerne. Guderne skal vide at jeg i forvejen har spildt nok dage af mit liv på åndssvage slankekostplaner. Men hvis du er nysgerrig, kan du jo prøve selv. Meld gerne tilbage om du hadede dig selv bagefter.

Bantings diæt var den spæde start på low carb og efter sigende en inspirationskilde for Robert Atkins, ham med den moderne low carb kur, I ved.
Banting tabte sig, levede lykkeligt til sine dages ende og blev 82 år gammel og fik hverken tarmkræft eller rådden bug eller hvad det nu er man går rundt og siger om low carb kost. Han blev selfølgelig voldsomt kritiseret, og på et tidspunkt blev han sågar erklæret død af sin egen kur. Det valgte han dog at modvise med et lille læserbrev i The Times (der eksisterer sjovt nok en lignende myte om Atkins. Den er dog heller ikke sand, han døde af et fald). Kritikere til trods blev han blev alligevel så populær i England, at slankekur helt enkelt blev kaldt “banting”. Det samme udtryk bruges iøvrigt i Sverige (bantning). Man kan købe genoptryk af den lille bog den dag i dag.

Og hermed konkluderes første del af Slankekurens Historie. Kan man sige det på dansk? “Hermed konkluderes”? En af ulemperne ved hovedsageligt at læse engelsk er at udtrykkene sniger sig ind i det danske sprog og pludselig siger man ting som “arh, det er lidt af et stræk det der, er det ikke?” og “mit kongerige for en hest!”
Men uanset hvad vil næste afsnit ramme bloggen om præcis en uge, næste tirsdag, samme blog, samme skribent, så er du advaret.

Det kommer til at handle om Danmark.

Lixtal: 33 (let)

Tema: Slankekurens historie

Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Januar! Du er mørk, du er lang
En fedtfattig måned med sukkertrang
Velkommen, nytår, og velkommen her!

Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Palæo! Glutenfri chiagrød
Med bacon og grønkål og intet brød
Velkommen, nytår, og velkommen her!

Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Fastekur! Populær kan du tro
At fråse fem dage og faste to
Velkommen, nytår, og velkommen her!

Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Plantekost! Kødfri fuldkornsdiæt
B12-manglen gør dig dog lidt distræt
Velkommen, nytår, og velkommen her!

Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Slankekur! Lad vort fedt smelte bort
Gør bukserne løse og kjolen kort
Velkommen, nytår, og velkommen her!

Godt nytår! Jeg håber du kom godt ind i det nye år, helt uden at sætte ild til dugen, ørle på katten eller skyde en raket ind i ruden på 1. sal. Det er et mirakel at så mange danskere hvert år overlever kombinationen af alkohol og fyrværkeri. Det må være vore vikingeforfædre, der stadig hviler i DNA’et.
Selv nøjes jeg med at hænge ud i vindueskarmen klokken 12 og sige oooh aaah næææ mens andres penge går op i røg. Vi har udsigt til Rungsted Kyst og Kokkedal, og de er altid gode for nogle store raketter. Sidste år havde en mand skrevet et debatindlæg til lokalavisen om hvor strengt det var, at andre mennesker kiggede på HANS fyrværkeri uden selv at skyde noget af. Jeg ved ikke om at han valgte at fyre sine raketter af i kælderen i år eller hvad han havde forestillet sig, men det er i alt fald blevet en stående joke her i huset. Lad os gå ud og nasse på de andres fyrværkeri. Med begge øjne. SAMTIDIG!

Nytårsaften bliver man sådan lidt nostalgisk og reflekterer over om man mon spiste nok chokolade i året, der gik, eller om man skal oppe sig lidt i det nye år. Man skriver de berygtede nytårsforsætter, eller nytårsfortsætter, hvis man vil have lidt sjov med at pisse sine pendantiske pedantiske sprognørdevenner af. De skal også mærke at det er jul, eller hvad man nu siger.

“Nytårsforsæt” er fransk for “brudte løfter”, og det helt store hit er altid “tabe X antal kilo” eller en variation deraf. Og nu viser kalenderen atter januar. Højtid for puritansk selvpineri og syndsforladelse ovenpå julens gufferier. Januar er dømt til at være en måned med tomme lommer, tom mave, selvpineri og fitness. Ugebladene bugner af slankekure, fitnesscentrene har tilbud og skyr, kål og dadler er kronisk udsolgt. Hjemmet byder på slankekogebog fra Vægtkonsulenterne, Familie Journalen kører “lavkarbo”, og Femina går all in med kålsuppekur og tilbud på “udrensningste med havsalt” (udrensning af hvad, helt præcis? Hjerneceller?).

Det er ikke så sært at det sker. Et nyt år. En ny begyndelse. En ny chance for at gøre alting meget bedre. Overgangstider har altid været noget særligt. Men nytår er ikke et naturfænomen som solhverv eller forår, det er ikke engang en religiøs højtid. Nytår er et fænomen, der fejer hen over kloden i takt med tidszonerne, et præcist urværk af fyrværkeri, jubel og håb for fremtiden, altsammen på grund af en menneskeskabt kalender, der aldrig helt har været enig med sig selv om præcis hvornår det nye år begyndte. Og vi følger med, som lemminger, fordi vi sætter fællesskab og tradition så uendelig højt. Er klokken 12? Kransekage! Overalt i Danmark har folk handlet ind og kæmpet med kransekagebagning og bordpyntning og urskiver af pap, hvad enten de synes det er fantastisk eller ej, alene fordi det står i en kalender. Det er da fantastisk, og lidt mærkeligt. Og ved midnat eksploderer himlen som på bestilling, fordi det bare ville føles fesent at vente til næste weekend, hvor man ellers kunne pisse naboerne grundigt af med sit raketshow. Det virker kun nytårsaften. Sådan er traditionernes magt.

De selvsamme traditioners magt dikterer også at vi skal forbedre os selv, lige midt i den mørkeste og koldeste tid på året, hvor januars gule udsalgsskilte, lommesmerterne og kontrasten til decembers varme, hyggelige lysfest er skærende og ond. Januar er en virkelig, virkelig dårlig måned at straffe sig selv med anfald af fitnesscentre og voldsomme kostomlægninger. Det tangerer straf, det mange mennesker kaster sig ud i. Det er jo ikke fordi man sætter sig ned og siger “okay, jeg kan gå en stille tur hver aften og måske lade være med at spise chokolade hver dag og så ser vi hvordan det går. Måske er jeg klar til at spise flere grøntsager næste måned” – nej, det er hardcore kostomlægning og løbe hver dag og sukkerafvænning på én gang, og helt ærligt. Er livet ikke for kort til den slags? Kan man ikke være lidt blidere ved sig selv, måske? Tilsyneladende ikke. Jeg har selv brugt alt for mange nytårsaftener på at love mig selv at NU skulle der ske noget, bare for at vågne 1. januar og spise dessert til morgenmad. Hovsa. Den slags nytårsforsætter stoppede jeg med, da det gik op for mig at “ny kalender” ikke var den rette motivation for at spise mindre kage.

Men min januar kommer alligevel til at handle om slankekure. For det gik op for mig at de, som så meget andet, har en historie, der er værd at fortælle. De pt. mest populære slankekure (/livsstilsomlægninger/sundhedskure) må siges at være LCHF og 5:2 – men selve konceptet slankekur i den moderne udformning er omkring 150 år gammel, og det blev først for alvor populært at gå på kur i 50’erne. Sjovt nok faldt det sammen med at folk efter krigen i langt højere grad begyndte at mærke den stigende velstand og konceptet “for meget mad”. Men hvordan så de første slankekure ud? Døde man af animalsk fedt i 50’erne? Var slankemad brun i 70’erne og har det altid været flovt at være tyk? Alt det og meget mere vil jeg skrive om i hele den lange, onde og mørke januar. Det bliver spas, gør det.

Første del kommer 6. januar, når julen officielt er slut. Nu vil jeg hastigt afslutte dette ureglementerede brud på julefreden og hviletiden og gå ud i køkkenet og se om der mon er mere kransekage tilbage. Den, der står først op, får flest rester!

Skål og godt nytår.