Dag 36: Lillejuleaften

Nu er det ikke længere dagen før dagen før dagen I ved, men blot dagen før dagen. Huset står på den anden ende, for alt skal gøres klar inden jul. Det er gammel skik at intet snavs må bringes med over i det nye år, og derfor skal alt skures og skrubbes. I 1600-tallet varede julen 12 dage, og her måtte der ikke arbejdes. Kun det mest nødvendige arbejde i stalden var tilladt. Dyrene skulle jo fodres, ellers havde man dem næppe julen over. Ikke engang maden blev varmet. Den stod kold på julebordet, der ikke måtte tømmes før julens sidste dag, Hellig Tre Konger. Der blev bare fyldt på af skinke og grønlangkål og æbleskiver. Det betød at alt arbejdes skulle færdiggøres inden juleaften.

Huset skulle fejes og skures og hvis man havde råd, skulle bjælkerne kalkes hvide. Stalden fik samme omgang. Der skulle hugges brænde, og juleøllet skulle være brygges. Bagningen skulle være overstået. Der blev spredt frisk halm på gulvet og alle blev jaget i bad. De tog sågar rent tøj på. Alt skulle være rent, og det gjaldt også husets beboere! Det er uvist om man har vasket staldkatten, men jeg tvivler.

Det var også sidste chance for en god slåskamp eller et rask lille snigmord, for i julen herskede julefreden. I de 12 juledage måtte ingen yppe kiv eller starte stridigheder eller brokke sig over sin julegave eller, Gud forbyde det, begå mord. Og det var ikke bare tradition – det var en lov, der stammede tilbage fra middelalderen. Man skulle være sød og artig og det var endda før julemanden blev opfundet. Brød man julefreden blev straffen hårdere end sædvanligt. I dag var man sikkert blevet sat til at være eneste kassemedarbejder i det eneste åbne supermarked i Hørsholm kommune på selveste juleaftensdag. Det er en straf der batter, og det ved jeg, for jeg har brugt de sidste to dage på at julehandle i selvsamme kommune. Folk er bindegale. Jeg er endda blevet forsøgt kørt ned med en indkøbsvogn, af en der mente at have ret til at komme foran mig i køen. Men sådan spiller klaveret ikke, og jeg beholdt min plads. Det var ikke engang fordi jeg havde mange ting. Skulle bare have lidt appelsiner til julefadene.

Men sådan er det vist alle steder. Jeg mindes i alt fald ikke mere rummelighed da jeg boede i Århus. Måske burde man genindføre julefreden ved lov? Det koncept kunne jeg tilslutte mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.