Dag 8: Hot buttered rum

Hot buttered rum er en ægte amerikansk juledrik. Den stammer helt tilbage fra 1700-tallet, hvor julen var forbudt. Det lyder som noget fra TV2’s julekalender, men den er god nok. Der kom en bunke Puritanere til Amerika og bredte sig ud over hele New England. Puritanerne mente at der ikke er bibelsk belæg for at fejre jul, og det havde de for så vidt fuldstændig ret i. Julen er en konstrueret helligdag, der først opstod omkring år 300 efter Jesus.
Her er der mange danskere, der ynder at proklamere at den katolske kirke lagde julen samme dag som den oldnordiske solhversfest for at “snyde” vikingerne til at blive kristne. Men eftersom julen næppe blev fastlagt for at snyde et lillebitte folkefærd, der ikke engang var samlet under én konge, og som først skulle blive småkristne omkring 500 år senere, så tror jeg godt at vi kan lægge den gamle traver i graven. Desuden lå den oldnordiske midvinterfest i januar. Til gengæld er det sandsynligt at man har placeret julen ovenpå en gammel romersk helligdag – det var jo dernede slaget om Den Bedste Religion stod først.

Men hvorom alting er, så kom både kristendommen og julen til Nordeuropa, og til England. Men så skete der noget, vi i historiebøgerne ynder at “den anglikanske kirke”. I ved, den der opstod i 1534, da Henrik d. 8 ville skilles fra sin kone så han kunne duske Anne Boleyn istedet. Da paven sagde nej, så løsrev kongen da bare den engelske kirke fra den katolske kirke og gjorde sig selv til kirkeligt overhoved istedet.

Omkring 50 år senere opstod den puritanske bevægelse. Det gik ikke helt stille for sig. Puritanerne syntes at der var for meget synd og frås i kirken, og hvad var det for noget syndigt jul? Det gad de ikke, så de flyttede. I 1630 sejlede det første hold puritanere til New England i Den Ny Verden (Amerika), hvor de ville skabe et nyt forbilledtligt samfund, bestående af rettroende kristne. Derfor kunne de ikke helt slå sig sil tåls med bare selv at være puritanere – de fik magt, og så forbød de både jul og påske.
Derfor var hot buttered rum først og fremmest en nytårsdrik. Efter borgerkrigen sluttede blev julen dog ophøjet til en officiel helligdag i det herrens år 1870. Puritanerne hadede ikke længere jul helt så meget, og desuden havde de ikke længere noget at skulle have sagt. Amerika var blevet markant større og hed nu Amerikas Forenede Stater, også bedre kendt som USA.

Og så blev hot buttered rum en rigtig juledrik. Det lyder måske sært, med sådan en blanding af smør, krydderier, rom og kogende vand. Det ser også lidt sært ud. Men det smager GODT. Sødt og varmt og krydret og juleagtigt. Man kan bruge alle de gængse julekrydderier som kanel og ingefær og allehånde og så videre, hvis man har lyst. Selv bruger jeg en blanding af muskatnød, nellike og appelsin. Istedet for vand kan man bruge æblemost. Man kan også hælde mere rom i hvis man er mindre svagdrikker end jeg.

Hot buttered rum
1 kop

2 spsk krydret smør
2 spsk rom
1,5 dl kogende vand

Smør og rom røres sammen i en kop. Det kogende vand hældes over.

Krydret smør:
100 gram smør
125 gram brun farin
1 tsk friskreven muskatnød
1 tsk friskreven appelsinskal
1 tsk stødt nellike

Røres sammen og trækker nogle timer i køleskab. Kan holde 2 uger på køl og længere tid i fryseren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *